Skip to main content

Boliglivet på SINE

Sådan bor du

Boliglivet på SINE handler om meget mere end blot at bo sammen. Det handler om at være en del af et fællesskab, hvor relationer opstår, styrkes og udvikler sig gennem året.
På SINE har vi 18 elevhuse med typisk 16 elever i hvert hus. Husene udgør små fællesskaber i det store efterskoleliv. Du bor sammen med 15 andre elever, der sammensættes på tværs af køn, linje og årgang. På værelset bor du sammen med tre andre elever af samme køn.

Hvert hus har et fællesrum, som naturligt fungerer som husets samlingspunkt. Her finder du sofaer til afslapning og hygge samt et lille køkkenområde med skabe, håndvask og køleskab. Fællesrummet danner rammen om både husmøder, lektielæsning og de mange uformelle stunder med grin, samtaler og fællesskab. Det er også her, man lærer hinanden rigtig godt at kende og finder sin plads i husets fællesskab.

Rengøring

Som elev er du sammen med dine værelseskammerater og resten af huset ansvarlig for at holde både værelser og fællesområder rene og pæne. Rengøring er en naturlig del af efterskolelivet. Hver dag i middagspausen afsættes der tid til oprydning og rengøring, mens onsdag og søndag står på hovedrengøring.

Hvert hus følger en rengøringsplan med forskellige ansvarsområder, som skifter fire gange i løbet af skoleåret.

Kontaktlærere

Til hvert hus er der tilknyttet to huslærere, som også fungerer som dine kontaktlærere. Huslærerne er et vigtigt bindeled mellem dig, dit hjem og efterskolen og er med til at sikre, at du trives.

Du vil møde dine huslærere flere gange i løbet af ugen – eksempelvis til måltider, undervisning, linjefag, godnat eller når de kigger forbi huset til en uformel snak.

Hver onsdag efter hovedrengøringen afholder vi husmøde. Her bliver der givet praktiske beskeder, delt gode oplevelser fra hverdagen og talt om eventuelle udfordringer i huset. Husmødet er samtidig en hyggelig stund, hvor der også er plads til quiz, små lege og fælles grin.