Skip to main content

Weekender

Arrangementer, fællesskab og hygge

Som elev på SINE har du mulighed for at være på skolen hele ugen – også i weekenderne. I mange weekender tilrettelægger vi et spændende program med aktiviteter, hvor du kan være sammen med dine kammerater og få gode oplevelser.

Fredag slutter undervisningen kl. 14.20, og hvis du tager hjem, skal du være tilbage på skolen senest søndag kl. 21.30.

I løbet af året vil der være enkelte weekender, hvor alle elever skal blive på skolen og deltage i større arrangementer, og der vil også være forlængede weekender samt enkelte weekender, hvor skolen er lukket.

Vi opfordrer dig til at blive på skolen i mange af weekenderne, da fællesskabet og tiden sammen med de andre elever er en vigtig del af efterskolelivet.

Af praktiske hensyn skal du tilmelde eller framelde dig weekenden senest tirsdag middag før den pågældende weekend. Tilmelding foregår via ElevIntra.

Aktiviteter i weekenderne

Weekenderne på SINE byder på masser af oplevelser. Nogle weekender har et fyldt program med fælles aktiviteter, mens andre foregår i et mere roligt tempo, hvor der er tid til at slappe af, se film, spille spil, dyrke sport eller bare hygge sig sammen.

I løbet af året har vi også det, vi kalder stjerneweekender, hvor vi gør lidt ekstra ud af det. Her kan du opleve særlige aktiviteter og arrangementer, der samler hele skolen. Det kan fx være Le Mans-weekend, pige-/drengeweekend, skæbneweekend og meget mere.

Nogle weekender vil have fælles aktiviteter, hvor alle deltager, mens der andre gange er frivillige aktiviteter, som du kan vælge til efter lyst og interesse.

Fælles for weekenderne er, at de giver mulighed for gode oplevelser, stærke fællesskaber og masser af efterskoleliv.