Skip to main content

Dansk i 9. klasse

Om faget

Dansk i 9. klasse på SINE er der, hvor du får lov til at løfte dit sprog til et helt nyt niveau. Vi træner dig i at bruge sproget kreativt og selvsikkert – både når du skriver, og når du står foran andre og fremlægger. Du lærer at formidle dine tanker på en måde, der fanger og gør indtryk – noget du får brug for, uanset om du skal videre på uddannelse eller ud i job.

I dansk arbejder vi med alt fra sprog og litteratur til medier og forskellige måder at udtrykke sig på. Du får plads til at være nysgerrig, tænke selvstændigt og bruge sproget til at forstå både dig selv og verden omkring dig. Samtidig får du redskaber, der giver dig et forspring – både fagligt og personligt.

Undervisning

I dansk arbejder vi med mange forskellige sider af faget – fra de klassiske litterære perioder som Romantikken og Det Moderne Gennembrud til nutidens tekster, medier og udtryksformer. Vi bevæger os altså både bagud i historien og helt frem til de temaer, der fylder i dag.

Vi forsøger hvert år at sammensætte en årsplan, der er nærværende for unges interesser. Her dykker vi fx ned i emner som Identitet, Livet som sportsudøver, det at være ung og meget mere.

Undervisningen veksler mellem klasseundervisning, gruppearbejde, makkerarbejde og individuelle opgaver. Du får altså rig mulighed for både at samarbejde, fordybe dig og udvikle dine egne tanker og formidlingsevner. Undervejs træner du alt fra argumentation og retorik til kreativ skrivning og analyse – kort sagt: du bliver skarp på sproget og på dig selv.