Skip to main content

Ski på skemaet


Logo
SPORTSEFTERSKOLEN SINE

Ski på SINE ⛷️

Følg med på Instagram

Skilinjen på SINE

Skilinjen på SINE vil være bedst for dem, som vil det mest. Vi tænker i skiløbet året rundt, og derfor handler alt hvad vi laver om skiløb. Vi har fire skirejser, 12 endagsture og 1,5 times skirelateret træning på skemaet 5 dage i ugen. Vi er seriøse og ambitiøse omkring skiløb, og træner frem imod at blive uddannet skiinstruktør på Level 1 i Den Danske Skiskole.

Linjen er designet til dig, som brænder for skiløb og skaber de bedste muligheder for at udvikle dig som skiløber. Samtidig er der fokus på skiglæde, og du bliver en del af et stærkt fællesskab omkring skiløb og træning.

Daglig træning

Træningen på sne
På vores skirejser træner vi den grundlæggende skiteknik, som er fundamentet for alt godt skiløb. Størstedelen af træningen er målrettet skiinstruktøreksamen, men vi også har fokus på at skabe alsidige skiløbere, hvor vi træner i pukler og opkørt sne.

Træning på skolen
En træningsuge består både af fysisk træning, teori og skirelevante aktiviteter.
Vi har skiteori, kører mountainbike, træner skiteknik og freestyle på Mount SINE, laver styrketræning, står på rulleskøjter, har løbetræning og barmark, som er skispecifik fysisk træning.

På vores endagsture er vi 6 gange i en indendørs skihal i Hamborg Snowdome, tre ture på ski-rullebånd i SkiArena, to gange i Silkeborg på MTB og en gang på vandski

Samarbejdespartnere

Vi har et samarbejde med skibutikken FunSport i Vejle, hvor skieleverne får 30% på alt i butikken. Vi laver en fælles indkøbsdag til butikken i starten af skoleåret, hvor eleverne kan få råd og vejledning til det rigtige udstyr.

Vi samarbejder med Den Danske Skiskole (DDS) omkring skiinstruktøreksamen. DSS er en del af Danmarks Skiforbund og det organ som varetager uddannelsen af danske skiløbere, som gerne vil være certificerede skiinstruktører.

Årets højdepunkter

Skilinjen har fire store skirejser i løbet af skoleåret:

  • Uge 42 tager vi til Østrig og træner på Hintertux gletsjeren. Vi er 5 dage på ski, hvor fokus er på den grundlæggende skiteknik, at få skabt en god træningskultur samt det sociale fællesskab på linjen.
  • Uge 5 tager vi til Norge, hvor vi har 7 dage på ski i Hemsedal med fokus er på at træne og udvikle det skimæssige niveau frem imod instruktøreksamen, som afvikles i slutningen af ugen
  • Uge 6 tager vi videre til Sverige og er en del af den fælles skoleskitur i Järvsö. Vi er 5 dage på ski. Skieleverne underviser de andre elever, som er nybegyndere samt bliver ved med at udvikle deres eget skiløb på forskellige workshops, som kun er for skilinjen
  • Uge 11-12 går turen til Japan. Vi er 5 dage på ski i Hakuba og 3 dage i Tokyo
    OBS: ændres fra skoleåret 27/28 til Europa

Udover de ovennævnte endagsture, så arrangerer skiefterskolerne i Danmark i samarbejde to dage med freestyle events: en dag hvor vi mødes og træner sammen og en dag hvor der afholdes DM i freestyle for efterskoler. Derudover er det også muligt at deltage i DM i mountainbike eller trailløb for efterskoler.

Sportsrejse på Skilinjen

Skilinjens sportsrejse går til Japan, hvor vi kombinerer kultur og skiløb.

Vi har fem dage på ski i skiresortet Hakuba og tre dage i storbyen Tokyo. Skimæssigt er der fokus på at blive udfordret i noget nyt terræn. Sneen i Japan er anderledes end i Europa, og vi kan være heldige at køre i powder, og skal derudover prøve kræfter med en masse fede pukler og ziplines. Derudover skal vi spise traditionel japansk mad og en tur i de varme kilder i onsen.

I Tokyo skal vi opleve en meget anderledes og spændende storby, hvor vi skal besøge templer og smukke parker, synge karaoke og en tur op og se byen fra oven.

Vores fede faciliteterPil

Mount SINE

Vi har vores helt egne skibakker, Mount SINE, hvor vi kan træne skiteknik og freestyle. Den består af en lille bakke og en stor bakke med hoplinjer, bokse og tubes. Derudover er der et teknikspor og en pukkelpist.

Mountainbike

I skoven lige bagved skolen har vi Sparekassesporet, som er et 4 km langt singletrack mountainbike-spor. Det består primært af et “blåt spor”, som er begyndervenligt, samt røde, mere udfordrende dele med hop, drops og mere tekniske passager. Skolen råder over egne mountainbikes, som eleverne kan benytte til træningerne.

Rulleskøjter

Vi har rulleskøjter samt beskyttelse dertil, som eleverne kan benytte når vi laver skirelevant tekniktræning eller spiller rullehockey.

Styrkelokalet

Skolen har et styrkelokale med både frivægte og maskiner. Der er racks, bænke, kettlebells, dumbells, bokse, kardiomaskiner og hvad der ellers er nødvendigt for at lave klassisk styrketræning med elementer af crossfit. Derudover er der tilkoblet et udendørs frivægtsområde til styrkelokale.

Vores forventninger

På SINEs skilinje ønsker vi at skabe et stærkt fællesskab omkring skiløb og træning. Vi forventer, at man brænder for skiløb, og er klar på at træne og bidrage positivt til fællesskabet. Man skal være indstillet på at træne målrettet og seriøst samt at møde op med ja-hatten uanset dagens program og vejr. Vi forventer, at man har et ønske om at udvikle sig både skimæssigt, socialt og personligt.

Derudover har vi nogle helt konkrete forventer, når man vælger at starte på skilinjen:

  • Man er vant til at træne 2-4 gange i ugen
  • Kan løbe 5km i minimum pace 6:00
  • Er bekendt med ben- og coretræning
  • Skiniveau: kan køre sikkert med parallelle ski i fuld kontrol på røde pister

Skiløb

Har man lyst til at opleve den måde vi arbejder med skiløb på, så kan vi anbefale at tage på Den Danske Skiskoles juniortur. Det er et teknikkursus for unge mennesker mellem 13-16 år, som brænder for skiløb og gerne vil snuse til livet som skiinstruktør og uddannelsesvejen dertil. Campen foregår i Østrig på Hintertux gletsjeren i efterårsferien.

Læs mere her

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er niveaukravene for at komme på skilinjen?

Vi anbefaler, at man kan køre sikkert med parallelle ski i fuld kontrol på røde pister. Vi anbefaler ikke at starte på skilinjen, hvis man er nybegynder eller kun behersker blå pister, da det bliver svært at nå at udvikle sig nok på ski frem mod skiinstruktøreksamen.

Hvilken form for fysisk træning indgår i linjen?

Vi lavet barmark, som er skispecifik fysisk træning udenfor, klassisk styrketræning med vægte i styrkelokalet, mountainbike på vores lokale spor i skoven samt løbetræning, hvor vi i foråret træner op til halvmaraton.

Hvor mange elever er der typisk på linjen?

Der er typisk omkring 40-45 elever fordelt næsten ligeligt mellem piger og drenge. De fleste går i 10. klasse men vi har også 9. klasses elever på linjen.

Hvilket udstyr kræver det at gå på skilinjen?

Som elev på skilinjen skal man have et par gode pisteski (radius 13-17m i længde 165-175), skistøvler (flex 95-130), skistave, hjelm, skigoggles og skitøj. Som en del af tøjpakken får alle skieleverne en SINE skiteam skijakke fra SOS.

Hvordan bliver man skiinstruktør i det år man går på SINE?

I løbet af skoleåret har man mulighed for at blive skiinstruktør på Level 1 niveau gennem Den Danske Skiskole. Eksamen er tredelt;

  • Teoriprøve på en time uden hjælpemidler om skiteknik og undervisningsteori
  • Undervisningseksamen bestående af to undervisningspraktikker af begyndere og letøvede skiløbere
  • Egenfærdighedseksamen bestående af et bundet løb (rytmeskift lange sving over i kortsving) + et skolesving (en demonstration af et sving til begyndere)
Hvor mange består skiinstruktøreksamen?

På årgange 23/24 og 24/25 har beståelsesprocenten været 90 %.
Ca. 2/3 dele består første gange, mens de resterende har taget en reeksamen på vores sidste skitur. Vi forsøger at skabe de bedste rammer for eleverne, hvor vi guider eleverne så grundigt som muligt til at være målrettede og ambitiøse omkring deres træning frem mod prøverne. Derudover har vi de bedste trænere i Danmark med på vores ture, som kan lære fra sig.

Det er muligt at tage én reeksamen i hver af de tre dele af Level 1, mens man er elev på skolen. Hvis man består dele af uddannelsen, er det muligt at gemme det i 2 år. Man kan eksempelvis gemme en bestået teoriprøve eller en bestået undervisningspraktik, selvom man ikke består sin egenfærdighedseksamen. Det er efterfølgende muligt at melde sig til en reeksamen på en af Den Danske Skiskoles ordinære kurser.

Hvor rejser I hen på jeres ture? (antal dage på ski)

På vores skirejser tager vi til Østrig, Norge, Sverige og Japan. Vi har i alt 22 dage på rigtig sne (29 rejsedøgn). Derudover har vi 6 ture til Hamborg Snowdome og 3 ture til Aarhus SkiArena